lørdag den 1. august 2015

Var det den sommer?

Som jeg nævnte i mit forrige indlæg, var vi lidt sent ude i år med hensyn til sommerferieplanlægning. Vi fik faktisk først bestilt ferie i midten af juni måned, og vi endte med at gå i en noget anden retning, end vi havde forestillet os.

Vi tog simpelthen på bustur til Østrig og Kroatien i 10 dage med Riis Rejser, og det var en super god tur.  Det kunne jeg absolut godt finde på en anden gang. 

Det var en lang tur, og vi brugte meget tid i bussen, men til gengæld oplevede vi en masse, og jeg synes, at det er en rigtig skøn måde at rejse på. Når man flyver, tager man i lufthavnen, sætter sig i flyet, og vupti er man fremme! Med bus følger man med hele vejen og ser omgivelserne ændre sig, og selv på motorvejen "oplever" man noget, fordi man lige er hævet det stykke i forhold til, når man sidder og kukkelurer i en personbil. 

Fra turen gennem Østrig

Der er en del fordomme omkring busrejser; især når det gælder alderen på deltagerne, og de holder nok lidt hen ad vejen, men det bør ikke afskrække nogen. Jeg er ikke typen, der socialiserer helt vildt med mine medpassagerer, men jeg synes, at det er utroligt hyggeligt at møde folk fra hele Danmark og høre og betragte de forskelle, der alligevel er på os, selv om vi bor i et relativt lille land. Det var temmelig interessant. Og det var nogle utroligt søde og rare mennesker, vi rejste med, og man kan jo heldigvis selv bestemme, hvor meget tid man vil bruge med dem.

Jeg elsker Østrig, og selv om vejret ikke var tip top fantastisk, var jeg yderst fornøjet med dagene i det skønne land, og de oplevelser vi havde.

Vi boede i Bad Gastein - en hyggelig lille gammel kurby mellem bjergene. 

Bad Gastein

Derfra tog vi på udflugt til Kehlsteinhaus bedre kendt som Hitlers "Ørnereden" på dansk. Som rigtig mange andre steder i Østrig var der en uovertruffen udsigt. Også i overskyet vejr.

Location, location, location!

Vi besøgte også verdens største ishuler i Werfen, og det var vildt. Man må ikke fotografere derinde, men igen var udsigten fantastisk.

Det var en hård tur op men alle anstrengelserne værd.

På femtedagen kørte vi videre til Istrien i Kroatien, hvor vi godt nok fik sommer og ikke mindst varme for alle pengene. Omkring de 35 grader om dagen, og vel omkring 25 om natten - uden aircondition! - så vi svedte mere eller mindre uafbrudt i de 4 dage, vi tilbragte i Rabac. 

Udflugterne i Kroatien var heldigvis ikke nær så krævende, som dem i Østrig. Vi var på en skøøøøn sejltur ud til øen Cres og videre til en lille bugt, hvor der var mulighed for at bade og bare nyde livet lidt.

Smukke blomster alle vegne på Cres 
Havnen på Cres
Frokost på skibet. Resterne blev smidt ud til mågerne, så der var intet spild.
Den lille smukke "hemmelige" badebugt.

De 2 sidste dage i Kroatien gik med tur til byerne Pula og Porec og et besøg hos en lokal vinbonde, hvor vi fik god vin og dejlig mad.


Colosseum i Pula
Udsigten fra den gamle basilika i Porec
Den hed "Tutti Frutti" og så en del mindre ud på billedet i iskortet :)
Dejlig dejlig ferie, og hvis sommeren mod al forventning ikke indfinder sig i lille Dannevang i år, har de 4 ualmindelig varme dage i Kroatien gjort, at jeg synes, at det har været sommer alligevel. Også selv om farven på kroppen stadig er næsten lige så gennemsigtig, som den er om vinteren...