tirsdag den 18. november 2014

En lidt anderledes læseklub

Jeg skrev om bøger forleden, og jeg bliver i den boldgade i dag. 

Jeg har nemlig fundet en rigtig god mulighed for at få læst nogle bøger, som jeg nok ellers ikke ville læse - eller i det hele taget få kendskab til.

Emily Salomon har startet en læseklub, hvor du selv kan bestemme hvilket niveau af engagement, du vil lægge i den, og det er lige præcis det, der gør, at jeg har tænkt mig at følge med. Jeg har længe godt kunnet tænke mig at være med i en læseklub, men det at skulle nå at læse en bestemt bog, før man skal mødes næste gang, og i det hele taget det at skulle til "læsemøde" en gang om måneden, eller hvor ofte det skulle være, det tiltaler mig ikke rigtigt. Jeg elsker at læse, men jeg er en relativ langsom læser, så jeg ville skulle vælge enten mine egne læseønsker fra tit, eller droppe læseklub-bogen, og så synes jeg ikke, at jeg vil involvere mig i en fysisk læseklub.

Du kan læse Emilys tanker omkring læseklubben i hendes indlæg her.


Jeg har lånt billedet fra Emily Salomons fine blog

Jeg har læst november-bogen "Der bor Hollywoodstjerner på vejen" af Maria Gerhardt, som var meget hurtig at komme igennem. Meget fin og tankevækkende bog, og lige præcis en af de bøger jeg aldrig ville have så meget som overvejet at læse, hvis ikke det var for dette initiativ. 

Så min plan er at læse de foreslåede bøger, men jeg bliver nok ikke den, der blander mig allermest i diskussionen, med mindre jeg er blevet helt blæst omkuld af den ene eller anden årsag. Helt perfekt - og jeg glæder mig til at blive præsenteret for bøger i andre genrer, end dem jeg plejer at holde mig til.

Vil I være med - eller er I måske allerede med i læseklub?

søndag den 16. november 2014

Så gjorde jeg lige et fund

Jeg har altid elsket at læse, og jeg tager, som så mange andre, altid en bog med på ferie. Men kun én, for i modsætning til stort set alle andre får jeg allerhøjst læst en lille bitte smule i flyveren, og ellers får bogen sandsynligvis lov til at ligge urørt på natbordet.

For nogle år siden skulle jeg på ferie og tog "Havana-rummet" af Colin Harrison med. Jeg fik som sædvanlig kun læst en bitte lille smule på ferien, men fortsatte lidt da jeg kom hjem. Jeg har ingen idé om hvorfor, men jeg løb sur i den, og på en eller anden måde fik den fuldstændig "dræbt" min læselyst i flere år (der var nok også andre faktorer, der spillede ind, men jeg giver den skylden). Jeg kunne mere eller mindre kun tage mig sammen til at læse, når der kom nyt fra Jo Nesbø eller Jussi Adler Olsen, og det ærgrede mig faktisk rigtig meget, at det ikke blev til mere.


Den store synder...

Jeg følger flere bogbloggere, og hos en af dem (husker desværre ikke hvem) læste jeg om Goodreads og deres Reading Challenge. Det går simpelthen bare ud på at sætte et tal på, hvor mange bøger du gerne vil have læst i løbet af et kalenderår, og jeg tænkte, at det lige måtte være det, der skulle til, for at jeg kunne få gang i læsningen igen.

Og det var det! Halleluja!

Jeg satte i første omgang mit mål for 2014 på 12 bøger. 1 bog om måneden skulle være til at overkomme, og det gik faktisk så godt, at jeg senere hen satte målet op til 20 bøger. Jeg er nået til den 17. bog, så jeg tvivler på, at jeg kommer helt i mål, men det gør ikke så meget. Hovedsagen er, at jeg er kommet i gang med at læse igen. 

Et par af de bøger, som jeg længe har ville genlæse, er "Hannah" og "Kejserinden" af Paul-Loup Sulitzer, som er baseret på Helena Rubinsteins liv. Jeg lånte dem for mange år siden af min veninde, men de endte bare på hylden og blev aldrig læst. 

For et par uger siden gik jeg inde i Kompagnistræde i København, hvor der ligger flere antikvariater, og imens jeg gik og knævrede med min veninde, faldt mit blik tilfældigt på en hylde med bøger udenfor en af disse butikker, og der stod de! "Hannah" og "Kejserinden" i fin stand. Til 10,- pr. stk.! Jeg røg over, skovlede de to smukke bøger op i favnen og skyndte mig ned og betale. Og jeg var så fornøjet! Jeg har kigget lidt hist og her, og jeg tror kun, at de kan fås antikvarisk, så det er jo et decideret fund, jeg der har gjort mig.


Er de ikke smukke?

Jeg skyndte mig at komme i gang med "Hannah", så snart jeg havde muligheden, så den er den 17. bog i min reading challenge, og så vil det jo være nærliggende snuppe "Kejserinden" bagefter, når nu jeg er i gang.

Så nu kan min veninde endelig få sine bøger tilbage i folden, og jeg er så umådelig glad for at have fået min læselyst tilbage.

Hvad læser I i øjeblikket?


lørdag den 15. november 2014

Bare lad som ingenting

Sidst, jeg skrev et indlæg her på bloggen, var den 7. maj 2014. 

7. MAJ!!!!!!!!!!!!?????????????

Det er over et halvt år siden, og jeg har ingen forklaring og ingen undskyldninger, og selv om jeg skulle have nogle gode/dårlige undskyldninger, kunne jeg ikke drømme om at trætte jer med dem. 

Jeg har det meget svært med bloggere, som undskylder i lange baner, når de ikke har skrevet et indlæg i 4 dage. For mig svarer det til at undskylde for, at man har et liv, og det giver jo ingen mening. Slet ikke når du har en blog, som skal fyldes med interessante indlæg, som andre gider at bruge lidt tid på at læse.

I tiden siden 7. maj er der sket en masse ting og samtidig egentlig ikke så meget, hvis I forstår, så jeg tror bare, at jeg vil fortsætte, som om der kun var gået 14 dage :)

I første omgang vil jeg bare smide et billede af min guldklump Max ind og så ellers komme i gang med at få skrevet nogle nye indlæg.


Rigtig god weekend!