tirsdag den 23. juli 2013

Så er det lige om lidt...

I morgen (TIDLIGT) flyver Kæresten, hans 2 børn og jeg til Maspalomas, Gran Canaria - og vi glæder os!

Jeg har været i Puerto Rico for rigtig mange år siden med min veninde, og selv om vi hyggede os gevaldigt i 14 dage, var det godt nok ikke noget at skrive hjem om. Det var dengang, man rejste med enten Spies eller Tjæreborg. Vi rejste altid med Spies, og de havde de kæmpe store Spies centre rundt omkring, hvor der var alt, så du faktisk ikke behøvede at bevæge dig udenfor hotellets område, så vi var nok også lidt selv ude om, at vi ikke oplevede så forfærdelig meget af øen, og jeg håber helt klart at lave om på det denne gang.
Det ser jo vældig fint ud, og vi er naturligvis meget spændte på, om virkeligheden lever op til billederne :)

Det vil nok være begrænset, hvor meget der sker i den næste uges tid her på bloggen, da der vist for det første ikke er trådløst netværk overalt på området, hvor vi skal bo, og da jeg for det andet skal holde ferie og ikke lige er typen, der så sidder med næsen i computeren på en eller andet café med netværk, og da jeg for det tredje har min spritnye tablet med, som jeg nok lige skal lære at kende :) Jeg benyttede mig af et godt medlemstilbud fra Coop  i fredags og har lige fået besked om, at jeg kan hente den i butikken i dag, så det er jeg også spændt på.

Det eneste lille bitte skår i glæden er, at min lille guldklump Max skal passes et nyt sted. Mine sædvanlige kattepassere er begge 2 på ferie, så han skal passes på Inges Kattehjem i Glostrup (hvor jeg også købte ham i sin tid), og selvom jeg slet ikke er i tvivl om, at han får det godt, er det bare altid lidt hjerteskærende at aflevere de små kræ, men sådan er det jo.
Hav det forrygende, og så håber jeg, at vejret holder her i Dannevang :)

lørdag den 20. juli 2013

Totalt overskudsagtig rabarbersaft!

Kæresten og jeg tog et sving omkring hans mor i dag, og udover kaffe og chokolade-croissanter scorede vi også lidt nyopgravede kartofler og godt 1 kilo rabarber.

Og det er så her det hele bliver lidt overskudsagtigt. For hvor jeg først ville støve 27 kogebøger igennem for at finde ud, hvad jeg egentlig skulle bruge de rabarber til og hvordan, og så nok ende med at udskyde det til i morgen...eller måske i overmorgen...eller en helt anden dag, så ringer Kæresten bare til sin datter, så snart vi kommer hjem, og spørger, om hun vil komme over og hjælpe med at lave noget rabarbersaft. Så hun kommer over, og de hygger sig i en times tid med at lave noget herligt rabarbersaft, og så var den potte ude.

Totalt overskudsagtigt! :) Skøøøøøøøøønt!!!!!!!!!!


Smuk hjemmelavet rabarbersaft på en fin flaske.
Den skulle naturligvis straks kontrolleres af Max.

Lige indtil han et øjeblik efter fik øje på noget mere interessant ud af vinduet :)

fredag den 19. juli 2013

Jeg har lige læst.....Marco Effekten

Som så mange andre er jeg vild med Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q og glædede mig til at komme i gang med den seneste og 5. bog i serien: Marco Effekten.
Desværre er jeg ikke så voldsomt begejstret, som jeg har hørt andre være det. Jeg synes faktisk, at den var lidt tynd. Der bliver trådt vande, og der sker ikke så meget før til sidst, hvor den endelig bliver lidt spændende....og så er den slut!

Jeg læste et sted, at Jussi Adler-Olsen har kontrakt med forlaget på at skulle aflevere en bog om året, og at det kan mærkes på kvaliteten. Jeg er lidt enig.

Øv, så er der bare for meget grådighed ind over, og så har jeg ikke det store behov for at læse flere Afdeling Q-bøger. Det synes jeg ikke, at vi trofaste læsere har fortjent.

Nå, jeg kom igennem, og hvis I, som jeg, er vilde med Carl Mørck og hans kollegaer, synes jeg, I skal læse den. Naturligvis! Og så kan vi jo håbe på, at den næste i rækken får samme standart som de første især 3 bøger i serien efter min mening.

Nu holder jeg så lige en lille krimipause og er startet på The Mystery of Mercy Close af Marian Keyes.
Satser på at tage den med på ferie. Den er tyk men til gengæld ikke særlig tung, så den passer perfekt i håndbagagen :)

Jeg har læst de fleste af Marian Keyes' bøger og kan specielt godt kunne lide bøgerne om Walsh-søstrene, så jeg glæder mig til et "gensyn" med den familie? Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg sidst har haft fornøjelsen.

Jeg har hapset lidt tekst om handlingen fra Amazon:
Helen Walsh doesn't believe in fear - it's just a thing invented by men to get all the money and good jobs - and yet she's sinking. Her work as a Private Investigator has dried up, her flat has been repossessed and now some old demons have resurfaced.

Not least in the form of her charming but dodgy ex-boyfriend Jay Parker, who shows up with a missing persons case. Money is tight and Jay is awash with cash, so Helen is forced to take on the task of finding Wayne Diffney, the 'Wacky One' from boyband Laddz.

Things ended messily with Jay. And she's never going back there. Besides she has a new boyfriend now, the very sexy detective Artie Devlin and it's all going well. But the reappearance of Jay is stirring up all kinds of stuff she thought she'd left behind.


Det skal nok blive hyggeligt!

torsdag den 18. juli 2013

En frugt-anbefaling

Jeg har fået mig en ny yndlingssommerfrugt.

Jeg vil aldrig svigte mine elskede jordbær, og diverse meloner vil også altid ligge højt på listen, men der er en lille pudsig frugt, som har sneget sig ind og har gjort mine smagsløg meget glade flere gange.

Jeg snakker om donut fersknen eller ufo fersknen.


Uhm, det er gode!

Jeg har altid syntes, at ferskner var lidt besværlige at have med at gøre, og smagen har åbenbart aldrig tiltalt mig nok til at se igennem fingre med det besværlige: at de næsten altid er enten for hårde eller for bløde og smattede, og de trevler lidt, og skindet er lidt sejt og underligt velouragtigt og det ene og det andet.

Men de små flade ferskner er bare en helt anden historie: De er til at gabe over, frugtkødet er lidt fastere, man bliver ikke nødvendigvis fedtet helt op til albuerne, og så smager de altså bare helt fantastisk. De bedste af slagsen, jeg har fået, smagte fuldstændig som de der Haribo vingummiferskner, og så var fersknerne endda mindre kvalme :)

Prøv dem, hvis I møder dem i supermarkedet eller hos grønthandleren. I vil ikke fortryde!

onsdag den 17. juli 2013

Jeg vandt!!!

Som jeg skrev forleden, var jeg den superheldige vinder af Lullumuts give away, hvor man kunne vinde et meget smukt og lækkert tørklæde fra Besos.dk.

Jeg modtog det allerede i går, og det er bare lige så fint, som jeg regnede med. Der var oven i købet en lille bonusgave med i form af en nøglering med en lille elefant :)


Så her midt i den dejlige danske sommer, er der en lille bitte del af mig, som glæder mig en lille bitte smule til at det bliver lidt køligere, så jeg kan komme ud og flashe mit nye fine tørklæde.

I mellemtiden kan jeg så flashe et billede af min elskede Max, bare fordi han er den smukkeste og mest charmerende kat, jeg nogensinde har mødt. Også når han hænger i gardinet..... :)

søndag den 14. juli 2013

København, min by!

Åh, hvor er ferien bare startet perfekt!

I går havde Kæresten og jeg et par ærinder inde i byen, så vi tog metroen de  ca. 10 min. ind til Kgs. Nytorv og gik så lidt rundt på kryds og tværs og fik ordnet, hvad vi skulle have ordnet.....plus det løse :)

Vi kiggede på porcelæn og smykker på loppemarkedet på Kgs. Nytorv og tog så de små gader ind til Perchs Thehandel, hvor jeg fik købt lidt earl grey, som jeg først for nyligt har fået øjnene - eller rettere smagsløgene op for, og jeg købte også lidt hvid tempelthe, som er min absolutte favorit hos Perchs. Kig forbi deres webshop og bliv fristet!

Kæresten købte denne søde dåse til mig. Den fås i 5 lækre farver. 40,- stk.

Bagefter endte vi nede i det såkaldte Latinerkvarter, måske bedre kendt som Pisserenden, og tog den så op igennem Strædet og kiggede butikker. Et lille tip til jer, som kommer til København og har planlagt en tur op og ned ad Strøget: Snyd ikke jer selv for en tur op og ned ad Strædet (Kompagnistræde), som løber parallelt med Strøget, men er meget mere hyggeligt, der er ikke nær så mange mennesker, og der er masser af cafeér, hvis man skal have en kaffe- eller spisepause. Hvis jeg skal fra Kgs. Nytorv til fx Rådhuspladsen til fods, tager jeg aldrig Strøget, men tager den lige over til venstre ved Højbro Plads. Det kan mit temperament meget bedre holde til... Især her om sommeren :) 

Vindue i Strædet. Jeg er helt vild de farver! We love mint!

Vi var efterhånden blevet skrupsultne (vi havde vist glemt morgenmaden, tsk, tsk), så vi endte på Spisehuset Rub & Stub, hvor vi fik et par herlige deller med kartoffelsalat og et tiltrængt glas øl. Som der står på Rub & Stubs hjemmeside, er de Københavns første restaurant, som arbejder for at bekæmpe madspild. Ved at bruge de madvarer, som fødevareindustrien ikke får solgt, er de med til at mindske det generelle madspild i København. Så de er dælme værd at støtte, synes jeg nok! Og så var det vildt hyggeligt at sidde der i solen i gården og spise dejlig mad og drikke dejlig øl.....i dejligt selskab ;-)

Spisehuset Rub & Stub
Denne lille søde boggris var malet på indersiden af toiletdøren på Rub & Stub :)

En helt perfekt lørdag i min yndlingsby København, som sluttede med et par kager fra den lokale bager, en god kop kaffe og Tour de France, da vi kom hjem til Frederiksberg igen.

Her til morgen vågner jeg så til en besked fra Lullumut om, at jeg har vundet det fine tørklæde fra Besos.dk i hendes give away. Kan det så blive meget bedre? I think not! :)


Jeg glæder mig til at kunne indlemme det i min tørklædesamling - og glæder mig også til at nyde mine 3 ugers ferie, som heldigvis kun lige er begyndt!

fredag den 12. juli 2013

FERIE!!!!!

Så blev det endelig vores tur til at gå hjem fredag eftermiddag og vide, at man først skal tilbage på pinden om 3 uger. Hvor er det en herlig fornemmelse!

Hold venligst fokus på mine nye fine Ilse Jacobsen-klip klap'er og ikke på mine blege ben :) 

Kæresten og jeg fejrede det med sushi og asti, som vi slæbte med over i "vores" park: Lindevangsparken på Frederiksberg, som ligger lige om hjørnet. En rar lille park med en stor plæne man kan hygge sig på.


Det var den helt perfekte start på ferien.

Og så fandt vi ud af, hvad klip klap'er også kan bruges til. Bare lige et lille tip til jeres næste picnic :)


Smart, ikk'? Vi var på intet tidspunkt bekymret for, om glassene skulle vælte.

Rigtig god sommer derude! :)

torsdag den 11. juli 2013

Så blev jeg hjemmeklunser

Nej, ingen neglelak i dag :)

Næh, jeg ville såmænd bare vise disse 2 fine små tallerkner, som jeg fandt ude i vores gård i går morges.

Er de ikke fine?!

Der var åbenbart nogen, som havde ryddet alvorligt op i deres køkkengrej, så nede i vores skraldeskur stod en stabel med store-/middagstallerkner, en stabel med små tallerkner og lidt skåle og andet i den dur.

Jeg kiggede det lidt hurtigt igennem, da vi var på vej på arbejde, men jeg fik lige gaflet disse to søde tallerkner og et par små skåle (man kan aldrig få for mange skåle!).

Så nu har jeg også prøvet at klunse, og hvis bare det var så nemt hver gang, var det noget jeg ville gøre i stor stil.

Og så her til sidst: Sådan så de ud iklædt hollandske nøddevafler fra Urtekram. Mums.... :)

tirsdag den 9. juli 2013

Mere neglelak

Ja, nu er jeg så slet ikke til at stoppe igen med alt det her neglelaksnak, men jeg bliver lige nødt til at dele denne her.....og så tror jeg nok, at jeg stopper med neglelakindlæg....i et stykke tid i hvert fald :)

Jeg var så heldig at vinde Ooh Blah Blah's give away for nyligt. Hun havde samlet lidt goodies fra forskellige My Beauty Boxes, og da jeg kun lige har tilmeldt mig My Beauty Box og endnu ikke har modtaget den første endnu, var jeg vældig begejstret.

Der var bl.a. en (vistnok) Maybelline øjenskygge, som jeg ikke har prøvet endnu. Der var også en Weleda ansigtsolie, som jeg bruger hver aften og er godt tilfreds med, og så var der denne Sally Hansen neglelak: 02 Cha-Ching!

 

Jeg har aldrig prøvet Sally Hansen før, og jeg har aldrig prøvet glimmerneglelak før, så jeg var noget spændt på udfaldet, da jeg skulle prøve den forleden.

Efter første lag overvejede jeg, om den bare skulle gives videre til Kærestens 12-årige datter, men selvfølgelig skulle den have en ordentlig chance, så jeg kom lag 2 på og så en gang overlak.

Det gjorde altså en kæmpe forskel, og nu skal den ikke gives videre til nogen :) Den er rigtig sjov og fin og vil da helt klart blive brugt ind i mellem både til hverdag og lidt mere festlige lejligheder.

Nu bliver det så lidt spændende, når jeg skal til at have den af igen, for jeg har hørt, at det ikke er helt nemt med det der glimmer, men den tid, den fornøjelse. Indtil videre smiler jeg bare, hver gang jeg kigger på mine fine negle.

mandag den 8. juli 2013

Ooops, I did it again!

Jeps, så kom jeg lige til at købe en sommerneglelak mere.
Den skønneste lidt koralagtige orange farve fra Essie: Hip-anema.
Er den ikke fantastisk?


Jeg glæder mig til at have den på, når vi skal til Gran Canaria om et par uger :)

lørdag den 6. juli 2013

Mine 3 OPI-sommerfavoritter

Jeg har læst rigtig mange gode og inspirerende indlæg om neglelak, og nu synes jeg, at jeg vil give mit lille besyv med.


Mit foreløbige yndlingsmærke, når det gælder neglelak, er OPI, og dette sæt købte jeg sidste år. De blev med det samme alle 3 mine sommerfavoritter (den røde har jeg dog også brugt lidt i vinter).

Fra venstre mod højre: Strawberry Margarita, A Good Man-darin Is Hard To Find og Big Apple Red.

Skønne dybe farver med knald på, som jeg ikke er blevet træt af endnu. Jeg har den orange på både fingre og tæer i øjeblikket og bliver rigtig fornøjet, hver gang jeg kigger på dem :)

fredag den 5. juli 2013

Min smukke assistent

Som det sker hvert år, når jeg pakker vintertøjet ned og pakker sommertøjet ud (og omvendt), er der altid noget tøj, som jeg enten ikke har brugt i flere sæsoner, eller som på forunderlig vis har ligget og krympet vinteren over ;-)

Denne gang blev det også til en lille bunke, som jeg forleden ville lægge på Trendsales. Bunken mellemlandede et kort øjeblik på sengen, og et splitsekund senere lå Max og godtede sig op af bunken på hans sædvanlige henslængte facon.


Behøver jeg fortælle, at jeg naturligvis blev nødt til at tage en pause og vente på, at den unge herre var færdig med at sove til eftermiddag på mine næste Trendsales-tilbud :)

onsdag den 3. juli 2013

Så skal der testes Sanex

De fleste af jer har nok hørt om nemlig.com, som sælger og leverer dagligvarer på nettet. Jeg har brugt dem nogle gange, og det fungerer helt genialt.

På deres facebookside kan man tilmelde sig deres testpanel, hvor man kan være så heldig at blive udtrukket til at teste stort set alt mellem himmel og jord.

I foråret testede kæresten og jeg bagels, og i går blev jeg ringet op om, at jeg var blevet udvalgt til at teste Sanex-produkter.

Kl. 19.30 her til aften fik jeg så leveret ikke færre end 9 forskellige Sanex-produkter, så nu skal vi i gang med at teste.


Det fine Sanex-udvalg
Testpakken indeholder 2 store shower creams og 1 lidt større shower gel, 1 2in1 shampoo, 1 shower cream til kæresten, 1 spray til kæresten, 1 roll on til kæresten og 2 roll ons, som jeg kan bruge :)

Det vil jo nok tage lidt tid at teste det hele, men vi må jo bare se at komme i gang.

tirsdag den 2. juli 2013

Amok på loppemarkedet!

Jeg elsker at ose på loppemarkeder, men desværre bliver det sjældent til andet end netop at ose. Jeg har det med pludselig at blive enten meget fornuftig og tænke noget i stil med: Nej, nu skal der bare ikke slæbes flere ting ind i mit i forvejen meget proppede hjem!

Eller også bliver jeg pludselig lidt smånærig og tænker: Aaaaarj, 50,- for den der brugte et-eller-andet...!

Og så er jeg vildt dårlig til at prutte om prisen, så hvis jeg synes 50,- er for meget, siger jeg bare: Nå nå, og går videre, i stedet for at sige: Hvad med 35,-?

For godt en uge siden havde min veninde og hendes mor en stand på Frederiksberg loppemarked. Jeg plejer at kigge forbi, når de står der, efter lige at have gået en lille runde. Og hvad der så lige var anderledes forrige lørdag, ved jeg ikke, men det lykkedes mig at købe 4 gamle fine dåser, 4 stykker sommertøj (bl.a. den pink sag  med lidt bling på billedet nedenfor), en klar glas-bonboniere (øh, sådan en glasskål på fod med låg) og 4 småbitte platte-agtige ting med nogle fine tegninger på (jeg har ingen idé om, hvad de skal bruges til, men de var søde og kostede kun 5,- stk.). Og jeg var ikke engang hele loppemarkedet rundt...



 
Jeg var/er så fornøjet med mine køb, og jeg håber, at de kan være startskuddet til, at jeg måske bliver lidt bedre til at score nogle gode loppefund. Selvom at jeg helt seriøst ikke bør slæbe for mange flere ting ind i mit hjem. Der er bare ikke plads til mere.
 
Hm, måske jeg bare selv skulle se at få mig en loppestand et eller andet sted.....?! :)


mandag den 1. juli 2013

Over the rainbow....eller en tur i Søstrene Grene

Jeg var i Søstrene Grene i lørdags og gik fuldstændig amok i de fine ruller med bånd, som jeg bruger som gavebånd.

Og se, hvor fine de er:


De koster kun 6-7 kroner stykket, og da jeg elsker det perfekte match af gavepapir og gavebånd, kan jeg aldrig få for meget forskelligt bånd. Nærmest tværtimod :)