lørdag den 1. august 2015

Var det den sommer?

Som jeg nævnte i mit forrige indlæg, var vi lidt sent ude i år med hensyn til sommerferieplanlægning. Vi fik faktisk først bestilt ferie i midten af juni måned, og vi endte med at gå i en noget anden retning, end vi havde forestillet os.

Vi tog simpelthen på bustur til Østrig og Kroatien i 10 dage med Riis Rejser, og det var en super god tur.  Det kunne jeg absolut godt finde på en anden gang. 

Det var en lang tur, og vi brugte meget tid i bussen, men til gengæld oplevede vi en masse, og jeg synes, at det er en rigtig skøn måde at rejse på. Når man flyver, tager man i lufthavnen, sætter sig i flyet, og vupti er man fremme! Med bus følger man med hele vejen og ser omgivelserne ændre sig, og selv på motorvejen "oplever" man noget, fordi man lige er hævet det stykke i forhold til, når man sidder og kukkelurer i en personbil. 

Fra turen gennem Østrig

Der er en del fordomme omkring busrejser; især når det gælder alderen på deltagerne, og de holder nok lidt hen ad vejen, men det bør ikke afskrække nogen. Jeg er ikke typen, der socialiserer helt vildt med mine medpassagerer, men jeg synes, at det er utroligt hyggeligt at møde folk fra hele Danmark og høre og betragte de forskelle, der alligevel er på os, selv om vi bor i et relativt lille land. Det var temmelig interessant. Og det var nogle utroligt søde og rare mennesker, vi rejste med, og man kan jo heldigvis selv bestemme, hvor meget tid man vil bruge med dem.

Jeg elsker Østrig, og selv om vejret ikke var tip top fantastisk, var jeg yderst fornøjet med dagene i det skønne land, og de oplevelser vi havde.

Vi boede i Bad Gastein - en hyggelig lille gammel kurby mellem bjergene. 

Bad Gastein

Derfra tog vi på udflugt til Kehlsteinhaus bedre kendt som Hitlers "Ørnereden" på dansk. Som rigtig mange andre steder i Østrig var der en uovertruffen udsigt. Også i overskyet vejr.

Location, location, location!

Vi besøgte også verdens største ishuler i Werfen, og det var vildt. Man må ikke fotografere derinde, men igen var udsigten fantastisk.

Det var en hård tur op men alle anstrengelserne værd.

På femtedagen kørte vi videre til Istrien i Kroatien, hvor vi godt nok fik sommer og ikke mindst varme for alle pengene. Omkring de 35 grader om dagen, og vel omkring 25 om natten - uden aircondition! - så vi svedte mere eller mindre uafbrudt i de 4 dage, vi tilbragte i Rabac. 

Udflugterne i Kroatien var heldigvis ikke nær så krævende, som dem i Østrig. Vi var på en skøøøøn sejltur ud til øen Cres og videre til en lille bugt, hvor der var mulighed for at bade og bare nyde livet lidt.

Smukke blomster alle vegne på Cres 
Havnen på Cres
Frokost på skibet. Resterne blev smidt ud til mågerne, så der var intet spild.
Den lille smukke "hemmelige" badebugt.

De 2 sidste dage i Kroatien gik med tur til byerne Pula og Porec og et besøg hos en lokal vinbonde, hvor vi fik god vin og dejlig mad.


Colosseum i Pula
Udsigten fra den gamle basilika i Porec
Den hed "Tutti Frutti" og så en del mindre ud på billedet i iskortet :)
Dejlig dejlig ferie, og hvis sommeren mod al forventning ikke indfinder sig i lille Dannevang i år, har de 4 ualmindelig varme dage i Kroatien gjort, at jeg synes, at det har været sommer alligevel. Også selv om farven på kroppen stadig er næsten lige så gennemsigtig, som den er om vinteren...


søndag den 10. maj 2015

Kage vs. trillinger

Jeg har ingen børn og har altid vidst, at jeg ikke ville have børn - heller ikke da veninder og andre i omgangskredsen nåede dertil i deres liv. Det "smittede" slet ikke. Til gengæld har jeg altid vidst, at jeg ville have kat. Det har jeg fået (har været så heldig at have haft hele 3), så alt er endt lykkeligt, og jeg har ikke et eneste sekund fortrudt hverken den ene eller den anden beslutning.

Grunden til denne lille indsigt er, at Kæresten og jeg i går var inviteret til dåb af et yngre par i vennekredsen, som fik trillinger lige inden jul. 

Det er jo trods alt ret specielt, og det er nok både første, eneste og sidste gang, jeg vil opleve det, så jeg glædede mig til at få den oplevelse med i "kufferten".

Det gik fint, "Trillerne" opførte sig alle 3 eksemplarisk, vi fik en masse godt at spise, fik mødt nogle søde mennesker,og alt i alt var det en rigtig hyggelig dag.

Det, der så fik mig til at trække lidt på smilebåndet, da jeg fik kigget på de få billeder, jeg hurtigt knipsede i løbet af dagen, var, at der bl.a. var billeder af vores fine gave, af udsigten fra festlokalet og af kagen, men ingen billeder af hovedpersonerne....overhovedet! De - altså hovedpersonerne - var rigtig søde og fine, men det faldt mig da slet ikke ind at tage billeder af dem...... Så endnu en gang blev jeg bekræftet i, at mit valg har været det helt rigtige for mig, og det er nu meget rart :)

Vores fine gave - 2 drengefarver og 1 pigefarve :)
Udsigten fra festlokalet ude i Sydhavnen
Den fine kage. Mums!
Men jeg glæder mig umådeligt på de (næsten) nybagte trillingeforældres vegne og ønsker dem alt mulig held og lykke med den store udfordring, de pludseligt har fået mere eller mindre fra den ene dag til den anden :)

fredag den 1. maj 2015

Here comes the sun

Mit første indlæg på min nye MacBook Air!

Jeg har altid været helt overbevist om, at jeg aldrig skulle eje hverken en iPhone, en iMac eller en MacBook af nogen art, men man har jo et standpunkt, til man tager et nyt... Og det gjorde jeg, da jeg skulle til at se mig om efter en ny bærbar, da den, jeg havde, efterhånden drillede lige lovligt meget. Især fordi enkelte taster simpelthen nedlagde arbejdet permanent; bl.a. mellemrumstasten. Det går jo ikke, når man gerne vil skrive et blogindlæg i ny og næ, så jeg har klaret mig med et eksternt tastatur, men det fungerer bare ikke i længden. Det bliver besværligt, og det har gjort, at jeg ikke rigtig har haft lyst til at sætte mig og skrive lidt - men det har ændret sig nu.

Vi er stadig ved at vænne os til hinanden (ja ja, nok mest mig), men det går fremad, og vi skal nok blive rigtig gode venner.


Én ting, min nye ven helt sikkert vil skulle hjælpe med inden for en overskuelig fremtid, er sommerferieplanlægning. Når jeg kigger ud af vinduet lige nu, er der godt nok ikke meget sol at se, men vi skulle gerne se mere og mere til den de næste måneder, og hvor jeg glæder mig. 

Og med solen kommer sommerferien!

Sidste år var vi en uge i Marseille, hvor vi fandt et superhyggeligt hus via Airbnb. Det var en stor succes, og jeg gør det hellere end gerne igen. Jeg elsker at bo på den måde i forhold til hoteller, og man kan virkelig få noget for pengene.

Vores fine hvide hus...

...med en fantastisk udsigt.

Skøn fransk frokost på terassen. 

Såååå fransk!

Ingen ferie uden mindst et billede af en lokal kat.

Vi vovede os ind og op og endte i den skønne gamle bydel.

Ahhhhhh, Middelhavet!

Dejligt tilbageblik :)

I år har vi faktisk slet ikke snakket sommerferie endnu, så jeg har ingen idé om, hvad det ender med - andet end at det ikke må være aaaaalt for dyrt. Jeg skal 10 dage til New York til september, så mine sparsomme finanser skal deles på to ferier i løbet af ret kort tid, så vi må være lidt nøjsomme og lave lidt grundig research.

Men lige meget hvor vi ender, glæder jeg mig til at nyde sommeren, som er og bliver min yndlingsårstid.

Har I styr på sommerferieplanerne?

søndag den 15. marts 2015

Så blev det forår

For en byboer som mig, som også arbejder i byen og bor tæt på offentlig transport, kan der godt gå lidt tid, før jeg finder ud af, at foråret er kommet på besøg.

Kl. cirka 8.15 om morgenen går jeg de omkring 100-150 meter hen til metroen, som kører mig ind til Kgs. Nytorv (hovedsaligt under jorden). Fra Kgs. Nytorv metrostation har jeg ca. 200 meter til min arbejdsplads, hvor jeg spenderer de næste 7,5 timer i et kontor, som desværre vender væk fra solen, hvorefter jeg tager turen hjem igen.

Så det er ikke meget, jeg befinder mig udendørs i hverdagene, og derfor er jeg ind i mellem begyndt at gå de ca. 6,5 km., der er fra mit job bag Kgs. Nytorv og til mit hjem på Frederiksberg. Det tager omkring 5 kvarter, og jeg gør det i gennemsnit 1 gang om ugen, bl.a. i torsdags, hvor dette syn mødte mig, da jeg gik på en skyggefuld og i øvrigt ikke voldsomt interessant vej på Frederiksberg: En luftballon oppe i solen med den blå himmel som baggrund. Og da jeg havde kigget lidt på den, dukkede der faktisk én mere op magen til, men jeg kunne desværre ikke få begge med på billederne.


Oj, hvor blev jeg glad ved det syn, og jeg kunne slet ikke lade være med at gå og smile og have helt ondt af de stakkels mennesker, som var på vej den modsatte vej og derfor gik glip af dette smukke syn.

Det var mit nu-er-det-forårsøjeblik for i år, tror jeg. Det plejer at være, når jeg ser årets første sommerfugl, men i år kom et par luftballoner altså først.


Tænk engang at svæve deroppe og kigge ind over hele byen....... Bare det var mig! :)

onsdag den 18. februar 2015

Flagene gik på halvt

I forgårs flagede København på halvt.

Jeg arbejder inde ved Kongens Nytorv, og det var meget bevægende at se flagene på halvt, lige meget hvor man kiggede hen: Havnerundfarten, den franske ambassade, Magasin, d'Angleterre og Charlottenborg. Hele vejen rundt var flagene på halvt.




De seneste dage er der skrevet og sagt så mange fine ting om de ufattelig triste hændelser, så det eneste, jeg vil bidrage med, er: 

Pas godt på hinanden - og sæt pris på hinanden!

lørdag den 3. januar 2015

Godt nytår!!!

Inden 2015 bliver alt for "gammelt", iler jeg med at ønske alle et rigtig godt nytår!


Jeg håber, at I alle kom godt ud af det gamle år og lige så godt ind i det nye.

Jeg fejrede aftenen med Kæresten og hans børn hos et vennepar i Hellerup, som bor på 3. sal i en lejlighed bag Strandvejen, med en altan, som vender ud mod alle villaerne og Øresund, så vi havde den mest fantastiske udsigt til alle raketterne både i Sverige (som tilsyneladende skyder af lige før kl. 00.00...) og dem inde over København. Meget meget fint!

En kvik gæst i selskabet havde taget kysmunde og moustacher med til glassene, så opvasken ikke blev større end nødvendigt, og jeg scorede naturligvis den pink kysmund. Ret smart, faktisk :)


Hyggelig aften i hyggeligt selskab - og så var vi endda ikke så sent hjemme hos den lille kat, som tilsyneladende havde taget al nytårslarmen i stiv arm (eller med stift ben!? Det lyder bare ikke helt rigtigt ;-) )

Jeg har aldrig gjort mig i nytårsforsætter, så på den front har jeg ikke noget at underholde med, men hvis nogen af jer har været så modige at sætte jer et mål af en art for 2015, så fortæl endelig. Man kan altid bruge lidt inspiration :)

Tak for 2014! 

Pøj pøj med 2015!

søndag den 14. december 2014

Julegaver til katteelskeren

Mangler du en gave til katteelskeren?

Så kig forbi Catshop Netbutik. De har alverdens ting og sager, der enten forestiller katte eller har kattemotiv. De har vist også lidt til kattene og ikke kun menneskene, men som enhver, som har ejet mindst én kat, ved, så er det kattelegetøj, vi køber, sjældendt nær så interessant, som fx. papkassen det har været i, eller en papirkugle, man taber på gulvet.

Så hvis du, eller én du kender, har en svaghed for kagedåser, ovnhandsker eller viskestykker med katte på, eller mangler en lille kattefigur eller et par postkort, så er det et fint sted at kigge forbi.



Jeg "kiggede forbi" i sidste uge og fik bestilt lidt julegaver, og naturligvis kom jeg også til at købe et par småting til mig selv. Bl.a. et sæt med 3 kagedåser, som jeg blev nødt til at eje. Der skal jo snart bages julesmåkager :)

Jeg modtog mine varer lynhurtigt, så det skulle stadig kunne nåes før jul, og som I kan se, pakker de tingene rigtig fint ind i silkepapir med kattepotespor. 



Jeg bestilte bl.a. denne søde smørboks til min venindes mor (beklager billedkvaliteten. Jeg har lånt billederne fra Catshops hjemmeside). Den kunne jeg ikke stå for, og da hun har fødselsdag i midten af januar, kunne jeg lige så godt tænke fødselsdagsgaver ind i bestillingen, når nu jeg var i gang.

Så er der lidt crazy cat lady over dig - eller én du kender - vil det helt sikkert være et hit med en julegave fra den lille kattebutik.

Dette indlæg er ikke spronsoreret af Catshop, men er skrevet ganske frivilligt :)